Lamborghini Veneno Roadster afsløret på hangarskib i Abu Dhabi


Af Henrik Hansen, 5. januar 2014

Med en ekstrem tophastighed på 355 km/t og en prislap, som gør den til en af verdens dyreste serieproducerede biler, skal den nye Lamborghini Veneno Roadster levere noget ud over det sædvanlige.

For det er ikke kun Lamborghiniens bemærkelsesværdig former, der vil få folk til at vende hoveder. Acceleration fra 0-100 km/t klares på blot 2,9 sekunder.

Prissedlen som producenten oplyser, er på 3,3 millioner euro. Dette svarer til lige omkring 25 millioner kroner for dette tosædede fartmonster altså inden staten har indkrævet deres del, hvis den skal indregistreres i Danmark. Lamborghini Veneno Roadsteren bliver i 2014 kun bygget i 9 eksemplarer.

Premieren på et hangarskib

Lamborghini Veneno Roadster er en af verdens mest eksklusive biler med helt ekstraordinære resultater, siger Lamborghini chef, Stephan Winkelmann, ved verdenspremieren på bilen. Det skete på dækket af det 240 meter lange italienske hangarskib ?Nave Cavour? i Abu Dhabi den 8. december i det forgangne år.

Det sker kun et par uger efter den sidste og nummer 14.022 af bestselleren Lamborghini Gallardo, rullede ud af produktionshallerne i Italien, i selvsamme år hvor Lamborghini fyldte 50 år.

750 hestekræfter

Den 6,5 liters 12-cylindrede motor leverer hele 750 hestekræfter.
Den topløse italienske skønhed består af kulfiber både inde og ude. Bilen med den kraftfulde V12 motor vejer kun 1490 kg. Dette er omtrent det samme som en mellemstor stationcar.